Styrket sammenhængskraft omkring fælles svære problemer
Transitionen i Skanderborg Kommune indebærer et styrket samarbejde på tværs af kommunen og med omverden – og fordrer i høj grad ledelse i mellemrummene. Konkret har kommunen etableret fem missionsklynger, der arbejder med hver sin mission. Klyngerne er ledet af et formandskab og har en facilitator tilknyttet. I kommunen som helhed arbejdes der med et andet styringsfokus end tidligere med særligt fokus på at styrke ledelsesdialogen i ledelseskæden og på tværs af organisationen frem for at arbejde med udviklingskontrakter, som tidligere har været praksis. Transitionen er drevet af en ambition om at invitere kommunens kontraktholdere ind i det strategiske arbejde med at udvikle hele kommunen og dermed øge engagement i det fælles.