Hvordan får vi sundhedsvæsenet til faktisk at fungere som ét sammenhængende system?
Denne artikel sætter fokus på en afgørende udfordring i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen: Evnen til at samarbejde på tværs af sektorer, organisationer og fagligheder. Selvom begrebet kan lyde teknokratisk, peger artiklen på, at netop samhandlingskapacitet er en forudsætning for at skabe sammenhængende og bæredygtige patientforløb i et stadig mere komplekst sundhedssystem.
Med afsæt i erfaringer fra Danmark og Norge argumenterer forfatterne Alice Beathe Andersgaard, Michael Braüner Schmidt, Petter Andreas Ringen og Søren Barlebo Rasmussen for, at samarbejde ikke kun kan forstås som enkeltstående projekter eller relationer mellem personer. Samhandling må i stedet udvikles som en organisatorisk kapabilitet, altså en evne, der bygges op gennem strukturer, fælles roller, governance, kompetenceudvikling og løbende læring på tværs af systemet.
Artiklen præsenterer en række konkrete organisatoriske greb blandt andet strukturer i “mellemrummet” mellem sektorer, tværgående roller, mobiliserende stabsfunktioner og fælles uddannelse, der kan styrke samarbejdet i praksis. Samtidig peger den på behovet for et mindset-skifte, hvor aktører i højere grad arbejder ud fra borgerens samlede behov frem for organisatoriske grænser.
Artiklen henvender sig til ledere og beslutningstagere i sundhedsvæsenet, der ønsker at styrke samarbejdet på tværs og omsætte politiske ambitioner om et mere sammenhængende sundhedsvæsen til konkret praksis.