Emne
Podcast

Jacob Gram Alsing er Chief Operating Officer i øl-konglomeratet Mikkeller, og så er han gæst i Juli måneds udgave af Ledelsesalmanakken. Med 19 års erfaring fra militæret har Jacob ledet den operationelle del af koncernen, som han selv blev en del af tilbage i 2013.

Sammen med Jacob udforsker Klaus Harries og Anne-Mette Steinmeier fra Mobilize, hvad strategi og ledelse er i en vækstvirksomhed - hvor der er høj risikovillighed og en helt masse passion. Det er en samtale om erfaring og tilfældighed, om fejl og mangler og om det at huske sig selv i sin rolle som leder.

For hos Mikkeller er strategi ikke en fast størrelse i formelle dokumenter. Det samme gælder deres ledelsesstil. Begge dele er i konstant bevægelse - men altid inden for rammerne af det meget stærke værdisæt, der eksisterer i organisationen. En primær opgave for Jacob – både strategisk og ledelsesmæssigt – er derfor at brede værdierne ud i hele organisationen og få dem til at leve hos den lille brygger i San Fransisco, såvel som hos den deltidsansatte tjener i baren i Viktoriagade.

Selvom Jacob til dagligt bliver kaldt Majoren, er militærrollen også en, han har forsøgt at bryde ud af. Det, at lede en global virksomhed, kræver nemlig meget mere, end hvad der står beskrevet i de krigsfaglige strategibøger, hvor ordrer, parering og nulfejlskultur hersker.

For Jacob er det blandt andet væsentligt, at man tør stille sin egen person til rådighed, med de fejl og mangler man nu engang indeholder. Det er et tema, der fylder en del i vores samtale med Jacob, fordi sårbarhed og tvivl, ifølge ham, er afgørende, hvis strategi ikke bare skal være ord men skal skabe reel effekt.

Spørg os om noget

Mobilize CLU8753