Hvad sker der med universitetets styrke og troværdighed, når omverdenen forventer mere og ressourcerne ikke vokser i samme takt?
Søren Barlebo Rasmussen, partner i Mobilize Strategy Consulting, og Bo Jellesmark Thorsen, dekan ved SCIENCE, Københavns Universitet, argumenterer for, at den klassiske disciplinære forskningsmodel ikke er i krise men i bevægelse. En bevægelse drevet af mere komplekse samfundsudfordringer, et mere strategisk ambitiøst finansieringslandskab og voksende forventninger til, at universiteter bidrager aktivt til innovation, implementering og samfundsmæssig problemløsning.
Artiklen beskriver, hvordan bevægelsen mod en mere samfundskoblet forskningsmodel ikke handler om at erstatte disciplinær dybde og akademisk frihed, men om at supplere dem. Og hvordan det skaber nye og reelle ledelsesdilemmaer mellem autonomi og strategisk retning, mellem individuel meritlogik og kollektiv samfundskapacitet, og mellem tæt samfundskobling og videnskabelig troværdighed.
Særligt for nordiske universiteter, der opererer uden store økonomiske reserver, bliver disse afvejninger ikke kun strategiske spørgsmål, men de bliver spørgsmål om institutionel identitet. Artiklen giver ledere et analytisk sprog for den bevægelse, der allerede er i gang, og pejlemærker for, hvordan den kan ledes med både retning og robusthed.
