Har du skrevet dig selv ind i din organisations strategi?

På afdelingen for Hjerne- og Nervesygdomme på Herlev og Gentofte hospital hjælper man hver dag patienter med hjerne- og nervesygdomme.

I efteråret 2021 stod man i afdelingen med mange ny-rekrutterede læger og flere udskiftninger på afdelingssygeplejerske-niveau. Afdelingen bestod derfor af en blanding af erfarne og nye ledere, og samtidig stod man overfor at skulle formulere afdelingens ambition som afsæt for årsaftalen mellem direktionen og afdelingen.

Inden dette arbejde kunne påbegyndes, var der et behov i ledelsesgruppen for at italesætte det at være nye sammen – og at der ikke længere var et ”plejer”. Ligeledes var man enige om, at der var områder, hvor man med fordel kunne have gavn af at blive mere sammentømret; at blive bekendt med hinandens forskelligheder og kompetencer og at skabe et blik for at Neurologisk er én samlet afdeling.

Man manglede en fælles ambition, som kunne skabe en fælles retning for arbejdet – særligt når man bruger det meste af arbejdsdagen på at kurere patienter og slukke ildebrande.

Når organisationer arbejder med at formulere en ny strategi, er der høje ambitioner for, hvad strategien skal kunne. Desværre bliver mange nye strategier præsenteret af ledelsen på et Power Point-slide og en fællesmail. Problemet er, at det bliver en distanceret fortælling om, hvad organisationen vil sammen. Og man får ikke engageret eller mobiliseret organisationens medlemmer, som skal ”leve” strategien. 

På afdelingen gjorde vi brug af en narrativ tilgang som en metode til at bearbejde den fælles ambition. Her skulle lederne skrive en tale, som om de stod fem år frem i tiden og skulle holde skåltalen for, hvad afdelingen havde opnået.

Nogle mennesker er fødte talere. Men mange af os ville have brug for tid til at reflektere over indhold og levering af en tale. Særligt fordi det er sårbart at skrive sig selv ind i en organisations ambition – for hvad nu hvis ens egne ambitioner ikke resonerer med den fælles ambition? Hvad nu hvis de andre ikke forstår eller griber det, som er så vigtigt for mig?

Dagen kom hvor talerne skulle holdes, og det blev en meget fin seance, hvor lederne opmuntrede og støttede hinanden undervejs i deres taler. Nogle blev sågar rørte over deres kollegaers gode ambitioner på afdelingens vegne. Andre blev overrasket over, hvor enige de var på de store linjer. Det gav dem øget mod og lyst til det fælles projekt. 

Den narrative metode – her i form af taler – er en måde at skabe et forankringspunkt hos lytterne, fordi man taler ud fra sig selv. Det at skrive sig selv ind i strategien og at hold tale for hinanden, gør det at arbejde med strategi højtideligt, og det sikrer et engagement og en forpligtelse, som ikke opstår i et klassisk ledelsesmøde-format.

På afdelingen for Hjerne- og Nervesygdomme på Herlev og Gentofte Hospital oplever man, at talerne har fået deres eget liv. Der refereres jævnligt til talerne, som på den måde forpligter ledergruppen på deres fælles ambition. Dette fælles fundament understøttede arbejdet med årsaftalen og gjorde, at ledelsen kunne gå videre med at planlægge, hvordan man ville handle på strategien.

Det videre arbejde handler om at blive meget mere konkrete på de fælles pejlemærker for afdelingen, og hvad der skal til for realisere disse. Dette arbejde kræver prioriteringer, men talerne har tilsammen givet et fælles mål, som alle kan sigte mod i disse prioriteringer.

Videre arbejde

Vores samarbejde med afdelingen fortsætter. Vi skal arbejde med effektive møder samt styrke blikket for forskelligheden i gruppen, og hvordan den kan bringes i spil. Målet er ikke at alle bliver perfekte, men derimod at bruge hinanden for at nå de fælles mål, og at hjælpe hinanden, der hvor den enkelte bliver udfordret.